Flæskesteg af kam - sprød svær, rødkål og brunede kartofler

Klassisk opskrift på langtidsstegt flæskesteg med sprøde flæskesvær. Den traditionelle danske ret serveres med karamelliserede brune kartofler, hjemmelavet rødkål og en skøn flæskestegssovs.

Af voresmad.dk | Hele året | Hovedretter | Fest, Gæster, Jul, Weekend


Flæskesteg af svinekam - sprød svær, rødkål og brunede kartofler

Tilberedningstid

1¾ time

Det skal du bruge

6 personer

Det skal du bruge
1,2-1,5 kg kam uden ben

1-1½ spsk groft salt

evt. 2-3 laurbærblade

Flæskestegsauce
4-6 dl sky fra flæskestegen, bouillon, fond, vin eller sky fra stegeben

2 spsk hvedemel eller 3 spsk majsstivelse

Salt

Peber

evt. kulør

Gammeldags rødkål
1 lille rødkål, ca. 1 kg

25 g smør

1 dl eddike

2 dl sød ribssaft

1-3 spsk sukker

Brunede kartofler
¾ kg små kartofler

5 spsk sukker

2 spsk smør

Tilbehør

Evt. kogte kartofler

Sådan gør du

Bed slagteren skære stegen af det stykke af kammen, som går fra mørbradenden og op til 5. ribben - uden mørbradklods. 

Rids sværen helt ned til kødet med ½ cms mellemrum - men undgå at ridse i selve kødet. Har slagteren ridset stegen, så gå den efter. Nogle gange er ridsningen ikke dyb nok - især ikke i siderne.

Vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene.
Stik laurbærblade ned mellem sværene eller læg dem under kødet.

Læg stegen på en rist i en lille bradepande, så sværen ligger så lige som muligt. Læg sammenkrøllet stanniol eller et stykke skrællet kartoffel under stegen, hvor den er tyndest, for at få sværen til at ligge helt vandret.

Hæld ½ l vand i bradepanden og sæt stegen midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 200 grader og lad stegen stå i ca. 1½ time.

Sådan bliver kødet saftigt og sværen sprød:

  • Stik et stegetermometer ind midt i kødet.
  • Mærk om sværen er sprød, når centrumtemperaturen er 55 grader.

Hvis sværen er sprød:

Fortsæt stegningen ved 200 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader.

Hvis sværen ikke er sprød:

Skru ovnen op på 250 grader, indtil centrumtemperaturen er 65 grader. Hold øje med at sværen ikke bliver for mørk.



Tag stegen ud af ovnen. Brug skyen til sauce - se opskriften på flæskestegssauce:

Flæskestegssauce

Si skyen op i en gryde, lad den stå et øjeblik og skum så overfladen fri for fedt. Supplér evt. skyen med bouillon, fond eller vin. Ryst vand og hvedemel fri for klumper i en melryster eller udrør majsstivelse i vand.

Kog skyen og tilsæt jævningen i en tynd stråle under konstant omrøring. Saucen skal herefter koge ca. 5 minutter, hvis der er brugt mel og 3 minutter, hvis der er brugt majsstivelse.

Smag til med salt og peber og tilsæt evt. kulør.

Gammeldags rødkål

Snit kålen fint og svits den i smør i en gryde. Tilsæt eddike når kålen er faldet lidt sammen. Kog ved kraftig varme nogle minutter uden låg. Tilsæt ribssaft og 1 tsk salt og læg låg på gryden. Kog kålen ved svag varme i ca. 1 time. Smag til med sukker og evt. mere salt.

Brunede kartofler

Kog kartoflerne og pil dem evt. dagen i forvejen. Hæld varmt vand over kolde kartofler og lad dem stå i 5-10 minutter. Hæld vandet fra.

Smelt sukkeret på panden til det er lysebrunt. Tilsæt smør og derefter kartoflerne. Skru evt. ned for varmen så karamellen ikke bliver for mørk. Bliver der skruet for meget ned, bliver karamellen stiv og vil ikke sætte sig på kartoflerne.

Vend forsigtigt kartoflerne hele tiden til de bliver pænt lysebrune over det hele.

 

Tips

  • Flæskesteg af nakkekam steges som kam. Dog stilles kødet nederst i ovnen - og stegetiden er 2-2½ time. Centrumtemperaturen skal være 80 grader
  • Hvis stegen ikke skal spises straks, pakkes den i stanniol indtil servering
  • Flæskesteg - stegt ved lav temperatur - Det er nødvendigt at bruge et stegetermometer, da stegetiden varierer meget fra ovn til ovn. Gør stegen klar som beskrevet ved flæskesteg af kam. Stik et stegetermometer ind midt i kødet. Stil den midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 100 grader. Når centrumtemperaturen er 50 grader, skrues ovnen op på 250 grader, indtil centrumtemperaturen når 65 grader. Hold øje med at sværen ikke bliver for mørk.
  • Kog rødkålen dagen før.
  • Kog og pil kartoflerne til brunede kartofler dagen før.
  • Se også: Lav den perfekte flæskesteg.
  • Se også: And og flæskesteg klar på samme tid - køreplan med to muligheder.
  • Nu hedder det flæskesteg fra gris. Før hed udskæringen svinekam fra svin.

Energifordeling

Næringsindhold pr. person (ca. 600 g af retten). Med fedtkant: 

Energi: 3556 kJ (799 kcal)

protein: 54 g

kulhydrat: 64 g

kostfibre: 5 g

fedt: 41 g

Næringsindhold pr. 100 g med fedtkant: 

Energi: 575 kJ (137 kcal)

protein: 9 g

kulhydrat: 10 g

kostfibre: 1 g

fedt: 7 g

Næringsindhold pr. person (ca. 620 g af retten). Uden fedtkant: 

Energi: 3441 kJ (819 kcal)

protein: 54 g

kulhydrat: 64 g

kostfibre: 5 g

fedt: 38 g

Næringsindhold pr. 100 g uden fedtkant: 

Energi: 548 kJ (130 kcal)

protein: 9 g

kulhydrat: 10 g

kostfibre: 1 g

fedt: 6 g