Farseret skinkeinderlår med stegte æbler, bouillonkartofler og sauce calvados

Farseret skinkeinderlår med stegte æbler, bouillonkartofler og sauce calvados

Af Søren Petersen | Efterår, Vinter | Hovedretter | Weekend, Gæster


Farseret skinkeinderlår med stegte æbler, bouillonkartofler og sauce calvados

Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

6 personer

12 skiver skinkeinderlår, ¼ cm tykke
150 g hakket svinekød
salt og peber
½ æg
1 tsk hvedemel
½ dl mælk eller fløde
¼ æble
frisk timian
1 svinenet - eller tandstikkere og 25 g smør
mikrobølgeovnsfilm

Bouillonkartofler
1-2 porrer
500 g kartofler
2-3 gulerødder
100 g selleri
2-3 persillerødder
1-2 løg
1 bundt persille
3-4 dl bouillon
6 portionsskåle

Stegte æbler
3-4 æbler
15 g smør
frisk timian

Sauce calvados
½ -1 spsk hvedemel
2 spsk sojasauce
½ dl calvados eller maderia

Sådan gør du

Farseret skinkeinderlår
Bestil svinenet og skinkeinderlår hos slagteren nogle dage i forvejen. Bed evt. slagteren om at skære kødet i skiver på ¼ cm´s tykkelse. Ellers kan man komme inderlåret i fryseren og skalfryse det; så er det nemmere at skære i tynde skiver på en pålægsmaskine eller med en skarp kniv.
Rør en fars af hakket kød, salt, peber, æg, mel og mælk. Bland den med æble skåret i meget små tern og hakket timian.
Krydr kødskiverne med salt og peber. Læg farsen på skiverne og rul kødet om farsen. Pak rullerne i et lag svinenet og kom evt. mikroovnsfilm udenom. Læg dem i køleskab til de skal steges. Hvis man ikke har svinenet, kan skinkerullerne lukkes med tandstikkere.
Læg evt. rullerne et øjeblik i ovnen, så de lige sætter sig. Tag filmen af pakkerne og steg dem gyldne på en pande. Fedtnettet smelter fedt af på panden til stegningen. Brug smør, hvis der ikke bruges fedtnet. Steg til rullerne er gennemstegte. Gem fedtet på panden til sauce.

Bouillonkartofler
Porrer og kartofler skæres i tynde skiver, de øvrige grøntsager skæres i små tern. Læg det lagvis i portionsskåle med hakket persille. Krydr med salt og peber og hæld bouillon over. Stil det i ovnen ved 200 grader i ca. 45 minutter til grøntsagerne er møre.

Stegte æbler
Fjern kernehus og skær æblerne i tynde både. Rist æblerne lidt i gyldent smør på en pande ved god varme. Krydr med salt, peber og timian.

Sauce calvados
Kom melet i fedtet på panden, når skinkerullerne er stegt. Lad det blive gyldent. Tilsæt sojasauce, bouillon fra portionsskålene og calvados. Kog det godt igennem. Smag til med salt og peber og si saucen op i en serveringsskål.

Tips

  • Hvis kødet er for tykt, kan det bankes ud i ønsket tykkelse med en kødhammer. Læg kødet mellem kraftige plastposer.
  • Farsen kan tilsættes svesker, som har ligget i cognac, i stedet for æbler og timian.
  • Farserede skinkeruller kan laves klar flere dage i forvejen og fryses, så de kun skal steges før servering.
  • Hele portionen af bouillonkartofler kan laves i et stort fad. Stegetiden bliver da lidt længere.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Retten med 6% fedt i det hakkede kød
Protein 27%
Kulhydrat 47%
Fedt 26%
1440 kJ - 345 kcal

Retten med 10% fedt i det hakkede kød
Protein 26%
Kulhydrat 46%
Fedt 28%
1470 kJ - 350 kcal