Farserede porrer med smørsauce og gulerødder

En solid klassiker, der smager forrygende. De små farsruller med porre bliver vendt i rasp og stegt sprøde på panden. Servér dem som mormor ville have gjort - med persilledryssede kartofler og smeltet smør.

Farserede porrer med smørsauce og gulerødde

Af Anne Skovgaard-Petersen

Det skal du bruge

4 personer

500 g hakket grisekød
1-1½ tsk salt
½ tsk peber
1 æg
1 løg, ca. 50 g
½-1 dl hvedemel
1-1½ dl mælk fx minimælk
3 mellemstore porrer
1 dl rasp
Ca. 40 g smør eller margarine


Tilbehør

1 kg kartofler
1 bundt persille
600 g gulerødder
50-75 g smør

 


 


Ca. 45 minutter


Sådan gør du

Farserede porrer

  1. Rør kødet med salt.
  2. Tilsæt peber, æg og revet løg.
  3. Tilsæt melet.
  4. Rør herefter mælken i.
  5. Stil farsen i køleskab til den skal bruges.
  6. Skær porrerne i 6 cm lange stykker og kog dem møre i letsaltet vand i ca. 5 minutter.
  7. Lad porrerne dryppe godt af i en si, de skal være tørre, ellers hænger farsen ikke ved.
  8. Drys et lag rasp på et stykke pergamentpapir eller stanniol.
  9. Bred en skefuld fars ud på papiret og læg porren ovenpå.
  10. Saml farsen om porren og vend rullen i rasp.
  11. Varm smørret på en pande ved god varme til det er gyldent - og brun rullerne 2 minutter på hver side.
  12. Dæmp varmen og steg ca. 5 minutter på hver side, til de er gennemstegte.

Kartofler

  1. Kog kartoflerne.
  2. Drys med hakket persille ved servering.

Kogte gulerødder

  1. Skær gulerødderne i stave.
  2. Kog dem møre i letsaltet vand 3-5 minutter.

Smørsauce

  1. Smelt smørret i en gryde og lad det stå ved svag varme, til det er gyldent.

Tips

  • Farserede porrer kan laves ved at lægge ca. halvdelen af farsen i bunden af et ovnfast fad, derefter lægges et lag kogte porrer og øverst resten af farsen. Fadet kan drysses med lidt rasp, før det stilles i ovnen ved 180 grader i 30-45 minutter.
  • Farsen kan krydres med timian eller sennep.

I dag hedder det hakket grisekød. Før hed det hakket svinekød.


energifordeling

Næringsindhold pr. person (ca. 830 g af retten)
Retten med 6% fedt i det hakkede kød:
Energi: 3357 kJ (799 kcal)
Fedt: 31 g
Kulhydrat: 80 g
Protein: 43 g
Kostfibre: 14 g

Næringsindhold pr. 100 g. Retten med 6% fedt i det hakkede kød:
Energi: 405 kJ (96 kcal)
Fedt: 4 g
Kulhydrat: 10 g
Protein: 5 g
Kostfibre: 2 g

Næringsindhold pr. person (ca. 830 g af retten)
Retten med 10% fedt i det hakkede kød:

Energi: 3520 kJ (838 kcal)
Fedt: 37 g
Kulhydrat: 80 g
Protein: 41 g
Kostfibre: 14 g

Næringsindhold pr. 100 g. Retten med 10 % fedt i det hakkede kød:
Energi: 424 kJ (101 kcal)
Fedt: 4 g
Kulhydrat: 10 g
Protein: 4 g
Kostfibre: 2 g


 

Sund hverdagsmad