Tilberedningstid
Ca. 1¼ time
Det skal du bruge
4 personer
1 culotte af gris, ca. 650 g
1 æble, gerne Cox Orange eller Belle de Boskoop
4-6 skalotteløg
1 skive spegeskinke
salt og peber
½ tsk tørret eller ½ spsk frisk timian
1½ dl bouillon
1½ dl cider eller æblemost + 1 tsk citronsaft
1½ spsk mel
sukker
Tilbehør
500 g dampet rosenkål
250 g smørstegte, timiandryssede gulerødder
750 g pillede kartofler
Sådan gør du
Dup culotten tør med køkkenrulle. Rids spækket i tern.
Fjern kernehuset på æblet, og skær det i små både. Pil løgene og skær dem i tynde både. Skær spegeskinken i tynde strimler.
Snit små lommer i kødet med en lille skarp kniv, og fyld med både af æble og løg samt skinkestrimler. Det er vigtigt, at fyldet ikke stikker ud af kødet.
Hak overskydende fyld fint.
Drys kødet med salt, peber og timian. Brun det på en pande ved god varme. Brun fedtsiden først. Brun derefter kødet hurtigt på alle sider, 4-5 minutter i alt, og læg det i et fad af passende størrelse. Hæld bouillon og cider ved og fordel resten af fyldet i fadet. Sæt fadet midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 160 grader, og lad kødet stå i ca. 50 minutter til et stegetermometer viser en centrumtemperatur på 65 grader.
Hæld stegeskyen med æbler, løg og skinke i en lille gryde. Tilsæt meljævning under piskning og lad saucen koge godt igennem. Smag til med salt, peber og et lille drys sukker.
Servér stegen skåret i skiver med sauce, rosenkål, gulerødder og kartofler.
Tips
- Kødet er rosa, når centrumtemperaturen er 65 grader.
- Kødet er gennemstegt, når centrumtemperaturen er 70 grader.
- Det er meget vigtigt, at skære culotten rigtigt ud efter stegningen.
Sæt en tandstik i det lave hjørne af den rå culotte. Skær culotten i tynde skiver fra hjørnet efter anvisningen, se foto.
Energifordeling
Nu hedder det culotte af gris. Før hed det skinkeculotte af svin.
Næringsindhold pr. person (ca. 670 g af retten):
Energi: 2395 kJ (572 kcal)
Protein: 44 g
Kulhydrat: 54 g
Kostfibre: 11 g
Fedt: 17 g
Næringsindhold pr. 100 g:
Energi: 356 kJ (85 kcal)
Protein: 6 g
Kulhydrat: 8 g
Kostfibre: 2 g
Fedt: 3 g