Efterårs-pande med pærer og spejlæg

Efterårs-pande med pærer og spejlæg

Af Nanna Simonsen

Det skal du bruge

4 personer

300 g kalveinderlår i strimler

250 g brune champignon
3-4 skalotteløg eller små rødløg (120 g)
2 gulerødder (ca. 200 g)
1-2 pastinak eller persillerod (ca. 180 g)
1-2 faste pærer (150-200 g)
Evt. 40 g hasselnøddekerner (eller mandler)
80 g bacon i tern
1 tsk smør
2 tsk olie

4 æg
4 tykke skiver rugbrød, 200 g
1 stort bundt purløg

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

Rens svampene og skær dem i lidt mindre stykker.
Gør løg, gulerod og pastinak i stand og skær dem i små stykker, samme størrelse som svampene.
Skær pærerne i stykker, der passer til resten.
Steg bacontern sprøde i eget fedt, steg dem ved middel varme ikke for kraftigt.
Tag bacon af panden og suppler det afsmeltede baconfedt med 1 tsk smør og 1 tsk olie.
Dup kødet tørt med køkkenrulle, krydr med salt og peber.
Steg kødet 1½ - 2 minutter ved god varme på den samme pande evt. af to gange.
Det skal være rosa indeni. Tag kødet af panden.
Tilsæt 1 tsk olie og steg svampene ca. ét minut, ved god varme.
Tilsæt grøntsager, pære og evt. nødder og lad det hele stege i 2 minutter på moderat blus. Hold det i konstant bevægelse.
Kom bacon og kalvestrimler tilbage på panden, smag til med salt og peber og lad det hele stege i ca. 1 minut ved god varme. Grøntsagerne skal være møre men stadig have bid.
Tag retten af panden og hold den varm under folie og et viskestykke.
Steg spejlæggene i det fedt der er tilbage på panden og rist rugbrødet.
Pynt med klippet purløg.

Server som på billedet.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person:
Protein: 24%
Kulhydrat: 43%
Fedt: 33%
2400 kJ = 574 kcal
Sund hverdagsmad