Culottesteg med flødekartofler og ovnbagte tomater

Forkæl dine gæster med langtidsstegt culotte i ovn. En god steg, der både kan serveres som rødt oksekød eller gennemstegt. Dertil kartofler gratineret i fløde og ost på ægte fransk manér - og bagte tomater.

Culotte med flødekartofler og ovnbagte tomater

Af Nanna Simonsen

Det skal du bruge

7-8 personer

1 okseculotte, ca. 1½ kg
Salt
Peber
4-5 kviste frisk timian
2-3 fed hvidløg

Ovnbagte tomater
12-15 modne tomater
1 spsk. olivenolie
1 tsk. balsamicoeddike
½ tsk. salt
½ tsk sukker
Friskkværnet peber
Blandede finthakkede krydderurter som fx oregano, merian, timian, rosmarin, salvie og persille

"Flødekartofler" (Gratin dauphinoise)
1,6 kg kartofler
1 fed hvidløg
Ca. 2 spsk. smør
Reven muskatnød
1 laurbærblad
Salt og peber
60 g reven gruyèreost (eller emmentaler)
6 dl sødmælk
3 dl piskefløde

Ca. 1½ time


Sådan gør du

Ovnbagte tomater
Halver tomaterne og læg dem i et ildfast fad. Bland olie, eddike, salt og sukker. Pensl blandingen over tomaterne. Drys peber og hakkede krydderurter over og sæt tomaterne i en 180 grader varm ovn i ca. 20 minutter. Giv dem evt. lidt grillvarme til sidst. Tomaterne kan laves i god tid og varmes op igen, når de skal spises.

"Flødekartofler" (Gratin dauphinoise)
Skræl kartoflerne. Pil og hak hvidløgsfeddet fint. Smør et ildfast fad med en smule af smørret. Skær kartoflerne i tynde skiver og tør dem. Læg kartoflerne lagvis i fadet, drys ost, muskatnød, laurbærblad, salt og peber mellem lagene. Bland mælk og fløde i kog og hæld det over. Fordel resten af smørret over kartoflerne. Tænd ovnen på 180 grader. Sæt fadet i ovnen og skru ned på 160 grader efter 45 minutter. Lad kartoflerne gratinere i yderligere, ca. 30 minutter.

Kødet
Dup culotten tør med køkkenrulle. Rids fedtet og gnid stegen med salt. Varm en pande op ved god varme. Læg culotten med fedtsiden nedad på panden og brun den godt på alle sider. Drys med timianblade og peber. Mas de upillede hvidløgsfed og læg dem oven på stegen. Sæt stegen i ovnen til kartoflerne og steg den til centrumtemperaturen er 55-60 grader - rød/rosa, 60-65 grader - rosa/gennemstegt eller 65-68 grader - gennemstegt. Skær stegen for og server med flødekartofler, ovnbagte tomater og evt. en grøn salat.

Udskæring af culotte, vejledning til download (pdf)

Tips

  • Kold culottesteg i tynde skiver er skønt næste dag med en salat til. Eller til madpakken i sandwich eller på smørrebrød.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 24%
Kulhydrat 31%
Fedt 45%
3730 kJ - 890 kcal

200 g grøntsager og frugt i en portion

6 om dagen logo

Gæster