Bruschetta med mignon fra gris

Lækker, hurtig og let frokost eller skøn forret med magert kød.

Af Dennis Rafn | Hele året | Forretter, Frokost, Hovedretter | Hverdag, Sund hverdagsmad


Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

Frokostret til 4 personer eller forret til 8 personer

1 grisemignon, ca. 350 g
½ spsk olie, fx rapsolie
Salt
Peber

Bruschetta
1 flute, 30-35 cm
16 cherrytomater
1 fed hvidløg
125 g frisk mozzarella

Salat
1 bundt rucola
1 spsk olie, fx rapsolie
1 tsk balsamico

Tilbehør

12 sorte oliven uden sten

 

Sådan gør du

Kødet

  1. Dup kødet tørt med køkkenrulle.
  2. Krydr med salt og peber.
  3. Varm olien på en pande ved god varme. Brun hurtigt grisemignonen på alle sider.
  4. Læg kødet i et fad og stil det i en kold ovn.
  5. Tænd ovnen på 160 grader og steg kødet i ca. 40 minutter. Bruges stegetermometer, skal centrumtemperaturen være 65-70 grader. Ved 65 grader er kødet svagt rosa, mens det er gennemstegt ved 70 grader.
  6. Pak kødet ind i stanniol til brødene er færdige.

Bruschetta

  1. Skru ovnen op på 225 grader.
  2. Skær flute i 4-8 meget skrå skiver, 2 cm tykke.
  3. Læg skiverne på en bageplade med bagepapir. Rist skiverne i ca. 5 minutter, til de er gyldne.
  4. Skær tomaterne i halve og hak hvidløget fint.
  5. Læg tomaterne på brødet.
  6. Krydr med hvidløg, salt og peber.
  7. Skær mozzarellaen i skiver og fordel dem ovenpå tomaterne.
  8. Stil pladen i ovnen igen i ca. 7 minutter til osten er smeltet.
  9. Skær grisemignonen i tynde skiver og læg dem oven på brødene.
  10. Bland salaten og læg den ovenpå. 
  11. Servér straks - ellers bliver brødet blødt. Skær oliven i skiver og brug dem som pynt ved servering.

Tips

  • Grisemignonen kan også steges i gryde. Efter bruning tilsættes ½ dl vand. Skru ned til svag varme og steg under låg i ca. 10 minutter. Vend kødet og steg endnu ca. 10 minutter i alt 20-25 minutter, hvis kødet ønskes gennemstegt.
  • Grisemignonen kan også grilles hel i ca. 27 minutter i alt, eller grisemignonen kan flækkes og grilles i 6-7 minutter på hver side, ca. 13 minutter i alt.
  • I stedet for mignon fra gris kan bruges grisemørbrad, Filet Royal eller kam uden svær i tynde skiver.
  • I stedet for mignon fra gris kan bruges sauté-skiver af Filet Royal, ½ cm tykke, som steges i alt 1 minut på pande eller grill. Så er Bruschettaerne færdige på ca. 15 minutter. Grill også tomaterne og brødet på den ene side. Læg tomater og ost på, og grill brødet på den anden side, mens osten smelter oven på brødet. Læg kødet på og pynt med salat.

Energifordeling

Nu hedder det mignon fra gris. Tidligere hed udskæringen skinkemignon fra svin.

Nu hedder det mørbrad fra gris. Tidligere hed udskæringen svinemørbrad fra svin.

Nu hedder det Filet Royal fra gris. Tidligere hed udskæringen Filet Royal fra svin.

Nu hedder det kam fra gris. Tidligere hed udskæringen svinekam.

 

Næringsindhold pr. person  (ca. 260 g af retten): 

Energi: 1563 kJ (372 kcal)

protein: 28 g

kulhydrat: 23 g

kostfibre: 3 g

fedt: 18 g

 

Energiindhold pr. 100 g:

Energi: 597 kJ (142 kcal)

protein: 11 g

kulhydrat: 9 g

kostfibre: 1 g

fedt: 7 g