1-2-3 Julemørbrad

1-2-3 Julemørbrad

Af Erwin Lauterbach | Hele året, Vinter | Forretter, Buffet | Fest, Gæster, Jul


1-2-3 Julemørbrad

Tilberedningstid

Ca. 1 time

Det skal du bruge

6 personer til forret eller buffet

1 afpudset svinemørbrad, ca. 450 g
salt og peber
½ spsk rapsolie

Sennepsstegt mørbrad med purløg
½ løg
1 spsk grov sennep
¼ tsk majsstivelse eller
kartoffelmel
½ spsk olie eller svinefedt
tandstikkere
purløg

Mørbrad med skalotteløg og estragon
2 skiver groft rugbrød
evt. ½ spsk olie eller svinefedt
¼ skalotteløg
frisk estragon

Mørbrad med lakserogn
2 skiver toastbrød
1 spsk cremefraiche 18%
30 g ørredrogn eller kaviar
dild

Sådan gør du

Fjern sølvsenen, hvis den ikke er fjernet. Skær mørbradspidsen og mørbradhovedet af og gem det til sennepsstegt mørbrad. Dup det midterste stykke kød tørt med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Rul kødet i film. Læg kødet i en kold ovn. Tænd ovnen på 100 grader og steg til centrumtemperaturen er 65 grader. Skær mørbraden i ½ -1 cm tykke skiver.

Sennepsstegt mørbrad med purløg
Skær mørbradspids og mørbradhoved ud i 6-8 stykker. Skær ¼ løg i tynde skiver. Riv resten af løget fint og rør det sammen med sennep, majsstivelse, salt og peber og vend spids- og hovedstykker i. Lad olien blive varm på en pande ved god varme. Steg kødet på alle sider, i alt ca. 2 minutter. Steg løgskiverne bløde. Kom de bløde løg på kødet og drys med klippet purløg. Anret med tandstikkere stukket igennem et stykke purløg.


Mørbrad med skalotteløg og estragon
Skær brødet i passende stykker. Rist det på en pande i lidt olie, på en brødrister eller i ovn. Læg mørbradskiver på brødet og pynt med finthakket løg og hakket estragon. Krydr med salt og peber.

Mørbrad med lakserogn
Skær brødet i passende stykker. Rist det. Smør brødet med cremefraiche, læg mørbradskiver på og pynt med rogn og dild. Krydr med salt og peber.

Energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 40%
Kulhydrat 31%
Fedt 29%
770 kJ - 185 kcal