Sund julemad i 2023: Servér flæskesteg med velsmagende grønt tilbehør
Julen er hjerternes fest. Mange glæder sig til jul, hvor man samles omkring bordene til festlige frokoster og middage. På denne temaside får du inspiration og opskrifter, både til traditionel kendt julemad og til opskrifter med mere frugt og grønt som en del af julemaden.
Julemad kan godt være velsmagende, sund og varieret med masser af grøntsager og frugt. Læs med og bliv inspireret til at gentænke, hvordan du nemt kan servere sund julemad med den klassiske flæskesteg og de sprøde svær i centrum.
Den magre og velsmagende flæskesteg
Julemaden kan sagtens være sund og balanceret, selvom der står flæskesteg på menuen. En flæskesteg skåret af kammen består af et regulært stykke kød, fileten med et fedtlag ovenpå og svær på toppen. Det rå stykke kød indeholder typisk 20 g fedt/ 100 g, men det meste af fedtet sidder mellem kødet og sværen. Når flæskestegen er stegt, vil SÅ meget af fedtet være smeltet fra i varmebehandlingen, at der bare er ca.10 g fedt/ 100 g tilbage.
Fedtfattig flæskesteg uden fedtkant
Du kan også skære fedtkanten af og ende med et stykke kød og en svær, der indeholder ca. 7 g fedt / 100 g. Og så er der ingen ben i at holde julefrokoster og -middage med den gode mad uden at vægten ryger i vejret, når grisen samtidig bliver flankeret af lækre og mættende salater.
Husk, at du får det mest velsmagende og saftige kød, når magert kød steges til en kernetemperatur på 62-65 grader. Brug derfor et stegetermometer, når du laver flæskesteg – se her hvordan du laver den perfekte flæskesteg.
Tip: Undgå madspild ved at bruge rester af flæskestegen i sandwich og salater.
Opskrifter på flæskesteg
Her får du masser af god inspiration til julemiddagen med sunde og lækre opskrifter på flæskesteg med grønt tilbehør. Vi har udvalgt fem opskrifter på flæskesteg, der ikke blot er typiske juleopskrifter, men som netop også indgår i vores kategori for sund hverdagsmad. I opskrifterne får du bl.a. tips til, hvordan du laver den perfekte, saftige flæskesteg med sprød svær – både langtidsstegt ved lav temperatur og en hurtigere tilberedning ved højere tilberedningstemperatur.
P.S. Vi har selvfølgelig også den helt klassiske opskrift på flæskesteg med sprøde svær, rødkål og brunede kartofler.
- Flæskesteg med bagte æbler med rødløg, rosmarin og honning samt grønkålssalat med æbler
- Flæskesteg med parmesangratinerede kartofler og jordskokker
- Flæskesteg med råmarinerede squash med sværcroutoner
- Flæskesteg med sellerisalat med pære
- Flæskesteg med ovnbagte rodfrugter
Se også vores opskrift på lækker sprødstegt flæsk, krydret sauce og salat med rodfrugter.
Det grønne tilbehør gør retter med flæskesteg til sunde måltider
Det er ikke kun flæskestegen og andestegen, du skal have fokus på, hvis du gerne vil lave sund julemad. Grøntsagerne skal med ind på tallerkenen. Der er masser af lækre muligheder for at servere grøntsager, bælgfrugter og frugt til flæskestegen, og netop det er med til at skabe en sund ret - mindre kød og mere grønt. Få inspiration til lækkert tilbehør som råkost, æbleflæsk-salat, kogte grøntsager, knasende salater og couscous i de 13 opskrifter herunder og design din egen menu eller opskrift på sund julemad.
- Svenske kødboller med kartofler, tyttebær og råkostsalat
- Mørbradbøffer med champignonsovs, kartofler og grov råkost
- Bagte rodfrugter
- Farverig kålsalat
- Broget bønnesalat
- Salat med gulerødder og appelsin
- Kikærtekoteletter med forfriskende melonsalat
- Minuttern og rodfrugter i tomatsovs med couscous
- Klassisk kotelet med sovs, kartofler og grønt
- Æbleflæsk-salat med kartofler
- Spinatsalat med hindbær og flæskesvær
- Bagte rødbeder med mynteyoghurt
- Rødkålssalat med appelsiner og dadler
Hov, men hvad med desserten?
Det er svært at komme udenom den klassiske risalamande, som jo både indeholder fløde og sukker. Til gengæld består den også af masser af mandler, som indeholder mest af den umættede fedt. Da mandeljagt, mandelgave og risalamande er så indgroet en del af manges juletraditioner, kan man i stedet overveje at lade den fortsætte, og så i stedet finde sundere alternativer til slik og de søde sager, man ofte sætter på bordet efterfølgende. Udskåret frugt, mørk chokolade og forskellige nødder er oplagte alternativer til frugtflæsk, vingummier og chips.
Vi håber, du har fået inspiration til at lave lettere og sundere julemad med vores opskrifter her på siden. Velbekomme og god jul!