Sådan sparer du energi under madlavningen

Ovn, komfur, mikroovn, emhætte, elkedel. Vi er vant til at bruge elektriske apparater, når vi skal have mad på bordet. Vi guider dig til, hvordan du kan spare energi under madlavningen.

Sådan sparer du energi under madlavningen

Mange blus, en ovn, mikrobølgeovn, en elkedel og så videre. Der er ofte mange apparater i gang, når der skal laves aftensmad. Det behøver der ikke altid være og små ændringer i dine vaner kan sænke energiforbruget, når du er i køkkenet.

Med voresmad.dk´s tips kan du spare på energien og dermed penge i sidste ende, når du laver mad.

Spar på strømmen, når du bruger kogeplade:

  1. Steg og kog ikke længere tid eller ved højere temperatur end nødvendigt
  2. Hvis du ikke har induktion: Kog vand i el-kedel frem for gryde
  3. Brug mindre vand, når du koger, fx kartofler og grøntsager – vandet skal kun netop dække samt æg
  4. Sæt tætsluttende låg på gryden, når du koger – det koster 3x mere uden
  5. Vælg enkle retter uden brug af mange gryder og pander
  6. Induktionskogeplade og -komfur er mest energieffektiv
  7. Kog risengrøden færdig under dynen, men vær varsom

Spar på strømmen, når du bruger ovn:

  1. Steg ikke længere tid eller højere temperatur end nødvendigt
  2. Sæt retten i kold ovn hvis stegetiden er længere end ½ time
  3. Sæt flere ting i ovnen ad gangen. Prioriter kun at bruge ovn, når den er tændt.
  4. Udnyt eftervarmen fra ovnen, sluk 5 minutter før din ret er færdig
  5. Brug kun ovnen, når det er nødvendigt. Brug mikrobølgeovn, brødrister og kogeplade, når det er muligt; fremfor ovn

Spar på andre el-artikler:

  1. Sæt emhætten på laveste niveau
  2. Brug en termokande til at holde kaffen varm fremfor varmepladen på kaffemaskinen
  3. Sæt køleskabet på den rigtige temperatur. 5 grader er ok til at holde dine fødevarer friske
  4. Sæt fryseren på den rigtige temperatur. -18 grader er tilstrækkelig
  5. Tø mad op i køleskabet. Det tager længere tid, men kulden fra den frosne mad sænker køleskabets el-forbrug, mens det tør
  6. Overvej om du kan piske flødeskummen, æggehviderne og andet i hånden i stedet for elpiskeren
  7. I køkkenet har man brug for godt med lys – brug LED lyskilder

Spar indirekte på strømmen:

  1. Lav gerne mad til flere dage – især hvis der er tale om langtidstilberedning
  2. Undgå madspild – tilberedt mad har brugt strøm. Smider du det ud, er det ikke bare spild af mad men også spild af strøm
  3. Brug rester i madpakker, aftensmad mv. næste dag

Se eksempler på lækre opskrifter, hvor der indgår rester:

Salat med mørbrad og karrydressing - "Stop spild af mad"

Smørrebrød med mørbrad og salat - "Stop spild af mad"