Lav mad med ramsløg

Ramsløg er i sæson fra marts og frem til maj og er velegnet til mange salater og wokretter. Få inspiration til lækre retter og lær, hvordan du kender forskel på ramsløg og liljekonvaller i naturen.

Lav mad med ramsløg

Kendetegn ved ramsløg

Ramsløg er velegnede til mange slags madretter. Men skal du selv ud at finde dem, skal du passe på, for de er til at forveksle med liljekonvaller og høsttidløs – to planter, der er giftige.

”Bladene fra ramsløg har en meget tydelig løgduft. Lidt som hvidløg. Hvis du nulrer et blad, skal den duft gerne komme meget tydeligt frem. Ellers er det ikke ramsløg. Derudover er det også muligt at se forskel på de tre typer. Ramsløg har to aflange grundblade på en 5 - 15 cm. lang afrundet og trekantet stilk,” siger Søren Espersen, der er fødevarekonsulent i kulturlandskab.dk.

LÆS OGSÅ Ramsløg eller dødeligt giftige blade? (hvor du kan se billeder af ramsløg og liljekonvaller)

Den unikke smag

Når først fangsten er i hus, eller hvis du køber ramsløg i supermarkedet, er der til gengæld mange gode måder mange måder anvende den unikke smag af ramsløg i køkkenet.

”Smagen placerer sig et sted imellem hvidløg, porrer og purløg. Det smager mildere end hvidløg, men meget stærkere end purløg, og det gør ramsløg godt til salater, til pesto, i marinade, i en wokret eller hak det, og brug det som det grønne drys i stedet for purløg eller persille,” siger ernæringsekspert i Landbrug & Fødevarer, Puk Maia Ingemann Holm.

I sæson fra marts til juni 

Ramsløg kommer mange steder frem i marts. De er letgenkendelige med deres hvide stjerneformede blomster, som sædvanligvis folder sig ud hen ad maj.

Hvis du selv vil på jagt, er det ifølge havenyt.dk en god idé at begynde i kystnære løvskove, lunde og småkrat – mest af alt på fugtighedsbevarende jord, hvor de trives bedst. Du kan bruge hele ramsløget i madlavningen, men det er de yngste blade, der har den fineste smag.