Sådan bruger du juleresterne

Der er penge at spare og masser af muligheder for at genbruge resterne fra julemaden. Få tips og opskrifter til de mest traditionelle juleretter.

Sådan bruger du juleresterne

Rigelig and. Rigelig flæskesteg. Rigelig mad skal der på bordet i julen.

Det viser en undersøgelse fra Coop Consumer Insights og Stop Spild af Mad, der ganske vist viser, at danskerne gerne vil mindske madspild – bare ikke i julen, hvor næsten hver anden dansker har and og flæskesteg til overs.

Mange penge at spare

Men der er flere muligheder for at genbruge rester i juledagene.

”Vi køber langt mere mad ind i julen, og selv om vi også spiser mere er der mange rester til overs. Men det er faktisk ret nemt at lave nogle gode retter af det overskydende mad til juledagene. Og så er der ikke mindst den pointe, at der er mange penge at spare,” siger Selina Juul, initiativtager til forbrugerbevægelsen Stop Spild af Mad.

Hun fremhæver også, at det er vigtigt at gemme maden med det samme og fryse den del ned, som ikke skal på bordet dagen efter.

Få forslag til de klassiske juleretter

Vi har samlet nogle fif til resterne og nogle forslag til retter, hvor du kan bruge dem.

And

Brug rester af and eller gås i tarteletter, som pålæg, i omelet, æggekage, æggefad eller i salater. Eller måske i en wrap eller en pizza. Andekød er velegnet i buffetter og er lækkert at spise koldt. Du kan også fryse resterne eller bruge dem i en gryderet en anden dag.

Prøv for eksempel:

Andesalat med bulgur 

Friske forårsruller med and, spirer, æbler og salat 

Kylling i aspargessauce i tarteletter

Thai andesalat 

Tortilla med and, sorte bønner, mango, koriander, fraiche og avocado

Æggefad med grøntsager og sprød rugbrødstop 

Flæskesteg

Du kan med fordel bruge rester af flæskesteg som pålæg, i sandwich, pitabrød eller wraps. En rest flæskesteg kan også blive til biksemad eller være fyld i en æggeret.

Prøv for eksempel:

Flæskestegssandwich med fuldkornsbolle 

Biksemad 

Svinekam med provencekartofler (en god ret at bruge tilbehøret til den kolde steg dagen efter)

Kalkun

Kalkunbryst med svampe og savoykål

Brug rester af kalkun i tarteletter, som pålæg, i omelet, æggekage, æggefad eller i salater.
Du kan også fryse resterne og bruge dem i en gryderet en anden dag.

Prøv for eksempel:

Kalkunbryst med svampe og savoykål

Risengrød

En rest grød er oplagt til ris a la mande. Læg evt. en mandel i, hvis du vil gøre det mere festligt.

Prøv for eksempel:

Ris a la mande med kirsebærsauce

Ris a la mande

Spis desserten som den er – evt. med en anden frugtsauce til end kirsebærsauce. Måske appelsinsauce eller med æblemos eller syltede blommer?

Brune og hvide kartofler

Du kan bruge kartoflerne som pålæg på en skive rugbrød, du kan brase dem eller stege dem i ovnen og som tilbehør til en anden ret. Eller hvad med at bruge dem til biksemad sammen med en rest flæskesteg, skinke, hamburgerryg eller anden steg.

Prøv for eksempel:

Biksemad

Hamburgerryg og kålpølse

Rødkål

Den kogte rødkål kan holde sig ret længe på køl – i lukket emballage ca. 14 dage - mens rødkål i råkost kan holde sig nogle dage i køleskab. Rødkål er på julebordet enten i en traditionel kogt version eller som råkost tilsat forskelligt for eksempel appelsin, nødder, tyttebær med mere og er god at bruge til medister, frikadeller eller flæskesteg. Eventuelt kreativt i hotdogs eller i en flæskestegssandwich.

En rest kogt rødkål er også god til smørrebrød som pynt fx på en flæskestegsmad, frikadellemad, mad med leverpostej og lignende.

Prøv for eksempel:

Juledeller af oksekød med sprød appelsin/rødkålssalat 

Ribbenssteg med rødkål til frokost

Stegt medisterpølse med rødkål og kartofler

Har du frisk rødkål til overs så prøv: Rødkålssalat med appelsiner og dadler