Kanin i gryden

Kaninen er på vej tilbage til de danske middagsborde – og ikke uden grund. Kaninkød er magert, lækkert og bidrager til en klimavenlig landbrugsproduktion. I restaurantverdenen vækker kaninkødet også begejstring. Nedenfor kan du få svar på, hvordan man avler økologisk og hvordan man bedst tilbereder kaninkødet.

Kanin i gryden

Fra husdyr til kæledyr og tilbage igen
Kaniner har historisk set spillet en betydningsfuld rolle i det danske landbrug. I dag anses kaninkødet dog som en lidt eksotisk spise i Danmark, men i andre europæiske lande er kaninkød en almindelig del af det daglige kødudvalg. Faktisk eksporterede vi i 50’erne og 60’erne store mængder kaninkød til blandt andet Frankrig, men nu er udviklingen gået den anden vej, og langt de fleste kaniner, der bliver serveret på de danske middagsborde, er avlet i Frankrig.

For at tilbyde den danske forbruger et dansk økologisk alternativ, har Landbrug & Fødevarer igangsat projekter, der skal hjælp kaninproduktionen i gang på en række økologiske landbrug.

Et eksempel er Øko-stalden i Ryslinge på Midtfyn, hvor familien Munksgaard avler kødkaniner i mobile bure, som sikrer både aktiv livsstil, socialisering med andre kaniner og friskt græs i sommerperioden. I vinterperioden står menuen på roer, jordskokker, hø og kaninpiller med byg. En kaninproduktion kan startes uden voldsomme investeringer, da en stor del af foderet oftest allerede findes som restprodukter fra bedriften, og dyrene passer derfor som udgangspunkt godt ind i en alsidig landbrugsbedrift. Reglerne for økologisk kaninproduktion kræver naturligvis, at foderet også er økologisk. Du kan se hvordan "Øko-stalden" producerer kaniner i videoen her.

Muligheden for at producere pels fra de økologiske kødkaniner ligger i støbeskeen og de første tiltag i den retning vil formentlig blive til virkelighed i 2018. Projekterne om økologisk kaninproduktion er støttet af Fonden For Økologiske Jordbrug.

Kanin er ikke en sæsonbetonet råvare og har mange gode kvaliteter som spise. Kødet er magert og fast og kan i princippet tilberedes på samme måde som kylling. Kaninkød har en fin og mild smag, og det kan bruges i mange retter som et alternativ til kylling.

En hel kanin er let at partere. Kok på restaurant Ba´sta´ds i København, Patrick Morell, viser hvordan man gør i videoen her.


Gårdsalg med økologisk kaninkød
Detailhandlen sælger ikke danske økologiske kaniner endnu, men flere gårdbutikker rundt om i landet tilbyder varen. Kaniner købes oftest frosne, men vil man have fersk kød, kan de ofte bestilles direkte hos avlerne. En liste over gårdsalg finder du her. Gårdbutikker er underlagt fødevarekontrol ligesom detailbutikker.