Hvordan får jeg sprød svær?

Lær hvordan du laver flæskesteg med sprød svær. Vi har lavet en nem guide til sprøde flæskesvær.

Hvordan får jeg sprød svær?

Rids sværen smalt og helt ned til kødet. Rids sværen med ½ cm mellemrum. Har slagteren ridset stegen, så gå den efter, nogle gange er ridserne ikke dybe nok, specielt ikke i siderne.  

 

Vær omhyggelig med at få salt ned mellem alle sværene, og sørg for at sværen ligger vandret under stegningen.

Det kan du fx. gøre ved at lægge stanniol eller kartoffelstykker under stegen i den laveste side.

Hvis du vil have boblende svær, skal ovnens temperatur op på 225-250 grader.

    Ovn - grill giver en hel anden konsistens af sværen end høj varme. Ovn - grill gør sværen "pulveragtig" i smagen. Det er derfor bedre at give sværen 250 grader i ovnen.


     

    Hvad gør jeg, hvis sværen alligevel ikke bliver sprød?

    Ingen panik. 

    Tag svinekam og skinkesteg ud af ovnen, når de har opnået den ønskede centrumtemperatur på 65 grader. Skær sværen af stegen, og del dem, så de ligger en og en. Læg dem i en bradepande, og skru ovntemperaturen op på 225-250 grader. Pak stegen i stanniol imens, så den holdes varm. Hold øje med at sværene ikke bliver for mørke, og lad dem stege, til de er sprøde. Vend dem nogle gange undervejs.

    Sæt nakkekam og ribbenssteg højere op i ovnen, skru ovnen op på 225-250 grader og steg videre til sværen er sprød. Kødet kan godt tåle at få en længere stegetid uden at det bliver tørt.

    LÆS OGSÅ Lav den perfekte flæskesteg