Hvad er bælgfrugter?
Bliv klogere på sorter af linser, bønner og ærter
Bælgfrugter er de delikate, spiselige frø fra ærteblomstfamilien. De inddeles i bønner, linser og ærter med masser af skønne undervarianter. Og deres indbydende smage og teksturer kan tages i mange forskellige retninger, alt efter om de pureres, steges, koges eller bages.
Bælgfrugter er blandt de grøntsager, der ved tilberedning kan opnå mest umami – og samtidig er de nogle af de mest fantastiske smagsbindere fra det grønne rige. Som om det ikke er nok, er de også spækket med proteiner, fibre og vitaminer.
Tag på en smagfuld gennemgang af de tørrede, økologiske sorter her
Gule Ingrid ærter
Har en god sødme og intens ærtesmag – efterfulgt af en nøddeagtig smag med noter af majs. Kaldes også ”flækærter” og bruges i retten Gule ærter. Grundet sin faste struktur kan den anvendes som alternativ til kikærter.
Hestebønner
Kogte, tørrede hestebønner har en let cremet konsistens og giver retter god fylde. De har en mild ærtesmag med nuancer af humle og græs – samt noter af bl.a. hasselnødder og en let bitterhed. I frisk udgave har de en mild, neutral smag, som passer smukt i salater med fx nødder og æbler.
Grønne Puy-linser
Puy-linsen kaldes også en delikatesselinse – og i Danmark dyrkes sorten Anicia-linser. Den er smuk og grønmeleret med en let krydret smag samt noter af friske ærter og peber. Nyd dem fx i en salat med søde confiterede løg.
Belugalinser
Disse smukke linser er små og sorte med en fast konsistens – og minder om den dyre belugakaviar, de er navngivet efter. Nyd deres milde, nøddeagtige smag i samspil med noget salt og syreagtigt som fx citrusfrugt. Eller i en curry med søde kartofler og varme krydderier.
Lupinbønner
En proteinrig, low-carb bønne med en aroma af både valnød og kylling. Tilfører god fylde til retter. Har en fast og cremet struktur. Anvendes i fermenterede produkter som tempeh og miso.
Kikærter
Har en sødlig, ærte- og hasselnøddeagtig smag med en eftersmag af korn. Koger ikke ud, men får en fast og smuldrende tekstur. Kan bruges til alt fra en cremet hummus til en dybstegt falafel, gryderetter og topping på salater eller supper.
Butter beans/Lima-bønner
Butter beans (der egentligt hedder lima-bønner) har fået dette tilnavn på grund af deres milde, smøragtige smag. De er faste og cremede i konsistensen – og derfor er de geniale i salater, wraps og gryderetter. Nyd dem fx også i en klassisk, italiensk minestrone-suppe.
Kidney beans
Har en let sødlig og mineralsk smag. Er lidt melede i konsistensen, hvilket gør dem perfekte i sammenkogte retter. De er således en særdeles vigtig ingrediens i enhver chili sin carne.
Røde linser
Røde linser har en meget mild og sødlig smag med undertoner af mandel, græskar, honning og sød kartoffel. Koger nemt ud og giver gryderetter en skøn, cremet konsistens, som du fx kender det fra den indiske ret, dhal.
Pralbønner
Kog de store bønnefrø og spis dem med smør og masser af grønne krydderurter som tilbehør til andre retter – eller som en ret i sig selv. Du kan også spise dine pralbønner friske, kogte med bælg og nyde deres sprøde tekstur samt kraftige haricots verts-agtige smag.
Sorte bønner
Disse små, sorte bønner har en neutral bønnesmag og en fast konsistens – og spises i retter over hele verden. Den mest kendte cubanske ret er fx sorte bønner med ris. Men du kan bruge dem i alt fra bagværk til fx en thairet med bl.a. søde kartofler og østershatte.
Mere varieret og lokal økologisk bælgfrugtproduktion
I Danmark er der i århundreder blevet dyrket forskellige slags bælgfrugter til både mad og foder til husdyr. En af dem er hestebønner, som i stor stil dyrkes herhjemme til foder til køer. Og nu er mange også ved at få øjnene op for hestebønners kvaliteter på spisebordet. Det skyldes bl.a. denne bønnes skønne smag – og mange andre sorters. Langsomt kommer der derfor flere sorter til herhjemme – ligesom der forskes en del i bælgfrugter.
Udviklingen betyder, at vi fremover vil opleve større produktion af danske, økologiske bælgfrugter, som i høj grad vil komme dig som mad-entusiast til gode. Og så vil pralbønner og Anicia-linser måske være lige så almindelige ingredienser i danskernes madlavning, som fx kikærter er det i dag.
Den økologiske bælgfrugt- og planteproduktion har bl.a. følgende kendetegn:
- Dyrkningen af jorden skal virke i samspil med det omgivende miljø, så det påvirker omgivelserne mindst muligt og beskytter levesteder for vilde planter og dyr bedst muligt.
- Fokus på at bevare og forbedre jordens frugtbarhed.
- Ingen brug af kunstgødning og kunstige pesticider.
- Ingen brug af genmodificerede planter og mikroorganismer (GMO).
- Den økologiske produktionsmetode fremmer biodiversiteten – og giver plads til flere arter af planter, insekter og fugle.
- Det er myndighederne, der udsteder godkendelse til økologisk produktion og kontrollerer, at landmænd og fødevarevirksomheder overholder reglerne.