Salat med honningstegt svinekød og citrusfrugt

Salat med honningstegt svinekød og citrusfrugt

Af Sandra Leigh Draznin

Det skal du bruge

6 personer til frokostbord

500 g Filet Royal – helt afpudset svinefilet
Salt og peber
15 g smør
4 spsk honning
1 appelsin
1 citron
3 stjerne anis
5-7 cm frisk ingefær

Salat
100 - 150 g frisk spinat eller andre grønne salater
500 g broccoli
4 klementiner eller 2 appelsiner

Ca. 45 minutter


Sådan gør du

Bestil Filet Royal hos slagteren.
Dup kødet tørt med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Lad smørret blive gyldent i en gryde ved god varme. Brun kødet på alle sider.
Tilsæt honning, appelsin- og citronskal i tynde strimler, appelsinsaft, stjerne anis og 2 spsk revet ingefær. Læg låg på. Skru ned til svag varme og steg ca. 30 minutter. Vend kødet 2-4 gange under stegningen. Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 60 grader. Tag kødet af gryden og læg det på en tallerken. Kog marinaden godt igennem og si den over i en skål. Smag til med honning og citronsaft.

Skyl og slyng spinatbladene. Del broccolien i buketter og kom dem i kogende, letsaltet vand 2-3 minutter. Læg dem straks i iskoldt vand , lad dem afkøle og derefter dryppe af. Del klementinerne i både.
Skær kødet i tynde skiver og anret med salat, broccoli og klementinbåde. Dryp marinaden over.

Tips

  • I stedet for Filet Royal kan bruges svinemørbrad, skinkemignon eller svinekam uden fedtkanten. 
  • Kødet kan være koldt og laves dagen i forvejen. 
  • Der kan serveres brød til, og så er det en frokostret til fire. 
  • Rester af kødet kan fyldes i sandwich eller pitabrød. 
  • Appelsinerne kan skæres i fileter. Skær enderne af appelsinerne. Skær skallen og den hvide hinde af med en skarp kniv. Skær appelsinfileterne ud med en skarp kniv. Gør det over en skål, så saften bliver opsamlet. Lad fileterne falde ned i skålen efterhånden som de bliver skåret af.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 49%
Kulhydrat 32%
Fedt 19%
770 kJ – 185 kcal
Gæster