Frikassé af nakkefilet med gulbeder og grov sennepssovs

Frikassé af nakkefilet med gulbeder og grov sennepssovs

Af KBH Madhus

Det skal du bruge

4 personer

800 g nakkefilet af gris (helt stykke)
1 spsk salt
¾ spsk sukker
¾ spsk korianderfrø, stødt i en morter
½ spsk fennikelfrø, stødt i en morter
4 dl vand
1½ dl hvidvin
4 dl æblemost
2 løg, 200 g
1 madæble, 150 g
200 g gulbeder
400 g kartofler
1 spsk olie
4 dl stegesky
2 dl piskefløde
1 æggeblomme
1½ spsk grov sennep
½ bundt persille
20 g smør
Salt og peber

Tilbehør

500 g groft brød
Syltede rødbeder

Ca. 1 times arbejdstid over 3 dage


Sådan gør du

1. dag:
Kødet kan marineres og steges 2 dage inden servering.
Gnid nakkefileten med salt, sukker og knuste krydderier.
Stil kødet på køl til næste dag.

2. dag:
Dagen inden servering: Steg kødet i ovnen ved 200 grader i 20 minutter i et ovnfast fad med låg, skru ned til 140 grader og steg videre i 3 timer.
Lav en blanding af vand, hvidvin og 1 dl æblemost, som løbende dryppes over kødet under stegning.
Vend kødet når det er flot karamelliseret.
Skær den møre nakke i store stykker og hæld stegeskyen fra til sovsen.
Sæt kød og stegesky på køl.

3. dag:
Skær løget i strimler.
Befri æblerne for kernehus og skær æbler, gulbeder og kartofler i kvarte alt efter størrelse. Kom løg, æbler, gulbeder og kartofler i en varm gryde med olie og lad det stege et par minutter under omrøring.
Tilsæt 3 dl æblemost og lad det koge ind til det halve.
Tilsæt stegesky samt fløde og lad frikasséen simre i cirka 1 time.
Tilsæt herefter kødet og smag til med salt og peber.

Skrab eller skum fedt fra overfladen og sigt væden over i en anden gryde.
Kom æggeblommer, sennep, persille og smør i en blender, tilsæt den kogende væde og blend straks til sovsen er jævn og glat.
Hæld sovsen tilbage over kød og grønt og servér med en god skive brød og syltede rødbeder til retten.

Tips

  • Rester af nakkefileten kan bruges til at lave rillette.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person:
Protein 21 %
Kulhydrat 33 %
Fedt 46 % 
4056 kJ – 966 kcal

Gæster