Græske deller

Græske deller

Af Marie Melchior

Det skal du bruge

4 personer - ca. 16-20 deller

Hummus:
1 dåse kikærter (400 g, drænet vægt 240 g)
2 lime
1 fed hvidløg
1 tsk knust spidskommen
1 spsk Tahin (sesampasta)
2 spsk sesamolie

100 g couscous
2½ dl kogende grøntsagsbouillon
600 g hakket oksekød, 10-12 % fedt
1 æg
1 citron, ubehandlet
Et par kviste rosmarin
Salt og peber
150 g feta
3 spsk olie

250 g dadeltomater
250 g babyspinat
1 lille bundt mynte

En pakke fladbrød, 8 stk., 320 g

Ca. 45 minutter


Sådan gør du

Hæld væden fra kikærterne over i en skål.
Skyl limefrugter.
Riv skallen af én lime. Pil hvidløg.
Læg kikærterne i en miniblender med limeskal og hvidløg.
Pres saften af begge limefrugter og hæld saften I blenderen sammen med 2 spsk væde fra kikærterne.
Tilsæt spidskommen, tahin og olivenolie.
Blend det hele til en pasta. Er den lidt for tyk tilsættes mere sesamolie eller væde fra kikærterne.

Kom couscous i en skål. Hæld den kogende bouillon henover og dæk skålen med plastfilm. Lad det trække i 10 minutter til vandet er absorberet.
Rør i coucous med en gaffel til kornene løsner sig og lad det køle af.
Ælt det hakkede oksekød sammen med æg og couscous.
Skyl citronen og riv skallen fint.
Skyl rosmarin og hak den fint.
Tilsæt citronskal og rosmarin.
Skær feta i mindre stykker. Vend feta i farsen. Form farsen til små flade deller.

Varm olie på en pande ved god varme..
Steg dellerne i 4-5 minutter på hver side.

Skyl tomater og skær dem i halve.
Skyl babyspinat og mynte.
Smør fladbrød med hummus. Fordel dellerne henover sammen med tomater, babyspinat og mynteblade.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person:
Protein 24 %
Kulhydrat 38 %
Fedt 37 %
3521 kJ – 840 kcal

Sund hverdagsmad