Skinkemignon med æblekompot og bagt kål

Skinkemignon med æblekompot og bagt kål

Af Kristoffer Wolf

Det skal du bruge

4 personer

1 stor eller 2 små skinkemignoner, ca. 500 g
Salt og peber
1 spsk olie

Æblekompot
4 store røde æbler, gerne Gråsten eller Belle de Boskoop, ca. 600 g
1-2 spsk frugteddike fx æbleeddike
1 spsk sukker

Bagt kål
4 fed hvidløg
1 spsk olie
⅓ hvidkål, ca. 500 g
1 dl øl

Pynt
Kørvel eller persille

Ca. 45 minutter


Sådan gør du

Tænd ovnen på 180 grader.
Skær 3 æbler i stykker på ca. 2 x 3 cm. Kom eddiken i en gryde og tilsæt æbler og sukker. Kog dem længe ved svag varme under låg uden omrøring, så æblerne i bunden skal koge til mos, mens dem i toppen gerne må beholde noget struktur. Gem det sidste æble til pynt ved servering. Skær det rå æble i små tern og drys over retten.

Knus hvidløgene og hak dem groft. Kom dem i et ovnfast fad med olien og stil dem i ovnen til de bliver gyldne i kanterne – det tager ca. 15 minutter.
Snit kålen i 2 mm tynde strimler. Læg kålen oven på hvidløgene, drys med salt og dæk med stanniol. Bag det yderligere i 20-30 minutter, indtil kålen er mør.
Fjern stanniol. Tilsæt øllet til kålen. Vend rundt og stil det i ovnen igen i nogle minutter. Smag kålen til.

Dup skinkemignon tør med køkkenrulle. Lad olien blive varm på en pande ved god varme. Brun hurtigt kødet på alle sider. Læg det i et ovnfast fad eller stil panden i ovnen ved 180 grader. Stik et stegetermometer ind midt i kødet. Centrumtemperaturen skal være 62 – 65 grader. Tag kødet ud af ovnen. Stegetiden er 30-35 minutter for en mignon på ca. 350 g.

Tips

  • Magert kød er mest mørt og saftigt, når det steges rosa.
  • Hvis du gerne vil have det stegt mere end vist på fotoet, så lad centrumtemperaturen komme op på 65-70 grader.
  • Svinemørbrad kan bruges i stedet for skinkemignon. Stegetiden er lidt kortere. Brug stegetermometer. Centrumtemperaturen skal være 62- 65 grader.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein 33%
Kulhydrat 36%
Fedt 29%
Alkohol 2%
1405 kJ –335 kcal

Ca. 275 g frugt og grønt pr. person.
6 om dagen logo
Sund hverdagsmad