"Krydder-syltet bøf" på brød

Krydder-syltet bøf på brød

Af Nanna Simonsen

Det skal du bruge

4 personer

2 oksebøffer á 150 g vælg filet eller tyndsteg, 2 cm tykke
Salt og peber
1 spsk olie

200 g grønne bønner
2 gulerødder (150 g)
1 rødløg
2 fed hvidløg
2-3 laurbærblade
1 kvist timian
½ tsk tørret oregano
10 knuste peberkorn
2-3 hele nelliker
1½ tsk paprika
1 spsk olie

300 g blommer (6-8 stk.)
2 spsk frugt- eller vineddike
1½ dl rød- eller hvidvin
1-1½ tsk sukker

1-2 forårsløg
4-5 små modne blommetomater

4 tykke skiver groft brød, 320 g

Ca. 30 minutter


Sådan gør du

Gør grøntsagerne i stand.
Skær bønnerne i lidt mindre stykker og kog dem i ca. 2 minutter i letsaltet vand.
Hæld bønnerne i en sigte.

Skær gulerødder, rødløg og hvidløg i strimler.

Skær eventuelle fedtkanter af kødet. Dup kødet tørt med køkkenrulle og krydr med salt og peber.
Varm olien på en pande ved god varme. Brun bøfferne 1 minut på hver side, skru ned til middel varme og steg 2 minutter på hver side.
Tag bøfferne af og læg dem i et lille dybt fad. Læg stanniol løst over fadet. Kasser fedtstoffet.

Udsten blommerne, skær dem i kvarte eller mindre stykker, hvis blommerne er meget store.

Varm ny olie på panden ved god varme og sauter alle grøntsager (inkl. bønner), krydderurter og krydderier heri i ca. 1 minut.

Tilsæt blommer, vineddike og vin og bring det hele i kog. Lad det simre 1-2 minutter. Smag til med sukker og salt og lad det simre yderligere ½ minut.
Hæld det hele over bøfferne. Dæk fadet til med folie og et viskestykke og lad kød og grønsager trække i 10 minutter.
Skær forårsløg i fine ringe og tomater i både. Rist brødet.
Skær de ”syltede” bøffer i lidt tykke skiver og server som på billedet pyntet med forårsløg og tomater.

Tips

  • En rest oksefilet eller -tyndsteg fra dagen før kan fint anvendes.

energifordeling

Energifordeling og -indhold pr. person
Protein: 21%
Kulhydrat: 52%
Fedt: 27%
1870 kJ = 447 kcal
Sund hverdagsmad