Myten om fedt i det rå kød
Det er lige meget, hvor fedtet sidder
Nej - afhængig af, hvor fedtet sidder i det rå kød, kan det smelte af, når det bliver tilberedt.
Fedt i kød kan sidde tre forskellige steder:
- På overfladen, som fx spæk.
- Mellem musklerne, også kaldet intermuskulært. Den type fedt sidder fx i en nakkefilet.
- Inde i musklerne, også kaldet intramuskulært eller fedtmarmorering.
Det fedt, der sidder intramuskulært og som ofte bliver omtalt som fedtmarmorering, giver typisk et bedre slutresultat, når kødet er stegt. Fedtmarmorering øger både saftighed, mørhed og den stegte smag. De undersøgelser af smagen af fedtmarmoreret kød, der er foretaget viser, at både smag og saftighed øges, hvis der er lidt fedtmarmorering i kødet, typisk op til 2% i svinekammen. Jo mere fedtmarmorering jo bedre mørhed. Du kan se fedtmarmoreringen som små hvide nister i kødet. Ved ca. 1,5% kan man begynde at se de små hvide nister af fedt i kødet. Jo højere indhold af fedtmarmorering desto tydeligere ses fedtnisterne inde i kødet. 
Det intramuskulære fedt - fedtmarmoreringen smelter ikke fra under tilberedning. Mens spæk og fedtet mellem musklerne smelter fra. Jo tyndere skiver, jo højere temperatur, jo mere fedt smelter fra. Det smelter mest fra stegt flæsk og bacon - men der er ikke forskel på om det steges i fedtstof eller tørsteges - ej heller om de steges på pande eller i ovn.