Svinemørbrad

Svinemørbrad kan købes uafpudset med bimørbrad, letafpudset med og uden bimørbrad og helt afpudset uden sølvsene, fedt og hinder.

Bimørbraden skæres af.
Sølvsenen fjernes ved at åbne mørbraden i hovedenden.
Svinemørbraden pudses af for øvrige sener, fedt og hinder.

Vægt: 350-600 g

Fedtindhold i 100 gram rå svinemørbrad: 4 gram
Fedtindhold i 100 gram helt afpudset rå svinemørbrad: 2 gram

Mørbradbøffer
1 helt afpudset svinemørbrad, ca. 450 g
salt og peber
fedtstofmængde efter eget valg - dog mindst 10 g smør, margarine eller 2 tsk olie

Tilberedningstid: Ca. 30 minutter
Stegesvind: Ca. 25%

Skær svinemørbraden ud i 3 cm tykke skiver. Dup bøfferne tørre med køkkenrulle. Krydr bøfferne med salt og peber. Varm fedtstoffet på en pande ved god varme - smør og margarine skal være gyldent, olie skal være varm. Det skal sige "lyde" når bøfferne kommer på panden. Brun bøfferne 1 minut på hver side. Skru ned til middel varme, og steg bøfferne færdige, 3-4 minutter på hver side, til de er netop gennemstegte.

Tips

  • Mørbradbøffer steges kun 2½-3 minutter på hver side efter bruning, hvis det ønskes svagt rosa ved servering. Magert svinekød er mest mørt og saftigt, hvis det er rosa ved servering.

Grill
Mørbradbøffer 3 cm tykke grilles ca. 6 minutter på hver side, ca. 12 minutter i alt.

Grydestegning af svinemørbrad
1 helt afpudset svinemørbrad, ca. 450 g
10 g smør, margarine eller 2 tsk olie
salt og peber
½-1 dl væske

Tilberedningstid: Ca. 15-30 minutter
Stegesvind: Ca. 25%

Dup svinemørbraden tør med køkkenrulle. Krydr med salt og peber. Varm fedtstoffet i en gryde ved god varme - smør og margarine skal være gyldent, olie skal være varm. Det skal sige "lyde" når kødet kommer i gryden. Brun hurtigt svinemørbraden på alle sider, 1-2 minutter i alt. Tilsæt væske. Skru ned til svag varme og lad svinemørbraden stege under låg 7-8 minutter. Vend - og steg endnu i 7-8 minutter, i alt ca. 15 minutter.

Bruges stegetermometer skal centrumtemperaturen være 62-65 grader, så er mørbraden færdig.

Ovnstegning af svinemørbrad
Brun hurtigt svinemørbraden på en pande. Sæt kødet midt i en ovn ved 160 grader og steg kødet i ca. 30-35 minutter til centrumtemperaturen er 62-65 grader.

Ovnstegning af svinemørbrad - stegt ved lav temperatur
Brun hurtigt svinemørbraden på en pande og læg kødet i et ovnfast fad. Stik et stegetermometer ind midt i kødet. Sæt svinemørbraden midt i en kold ovn. Tænd ovnen på 100 grader og steg til centrumtemperaturen er 65 grader.

Tips

  • Det er nødvendigt at bruge et stegetermometer, da stegetiden varierer meget fra ovn til ovn.
    • Ved en centrumtemperatur på 62 grader er kødet rosa.
    • Ved en centrumtemperatur på 65 grader er kødet svagt rosa.
    • Ved en centrumtemperatur på 68-70 grader er kødet gennemstegt.

    Grill
    Hel mørbrad grilles ca. 11 minutter på hver side, ca. 22 minutter i alt. 
    Gerne på grill ved indirekte varme. Brug stegetermometer.

    Udskæringer

    Vend tilbage til oversigten.

    Find lækre opskrifter på søgesiden, hvor du kan fritekstsøge eller vælge opskrifter ud fra forskellige kategorier. 

    Klik hen og find den gode opskrift