Vi slubrer yoghurt som aldrig før
Danskerne elsker yoghurt. I 2011 spiste vi 81,1 millioner kilo yoghurt, og det er over dobbelt så meget som i 1990, hvor vi spiste 40,3 millioner kilo.
(Foto: Colourbox)
21.09
Siden 1990 er danskernes forbrug af yoghurt mere end fordoblet. Det øgede fokus på morgenmad og mellemmåltider er nogle af årsagerne til, at flere yoghurtprodukter ender i danskernes maver.
Sødmælksyoghurten fra Kløver har i de sidste 22 år fået mange nye søskende, fætre og kusiner. Danskerne er nemlig blevet enormt yoghurtsultne gennem årene. Tal fra Danmarks Statistik viser, at en gennemsnitsdansker i 2011 slubrede14,6 kilo yoghurt i sig mod 7,6 kilo i 1990.
En af årsagerne til den øgede yoghurtsult er morgenmaden. Den er blevet fremhævet som det vigtigste måltid, og det har danskerne taget til sig.
”Der har været et stort fokus på, at man skal huske at spise morgenmad, og 15 procent af morgenmadsspiserne vælger yoghurt, da det er et sundt valg og har et højt indhold af protein og calcium. Derudover er yoghurtens mælkesyrer en medvirkende faktor, når maven skal opretholde en sund tarmflora,” siger Preben Vestergaard Hansen, der underviser i human ernæring på professionshøjskolen Metropol i København.
Læs også: Ny yoghurt designet til børnenes madpakke
Arla mætter behovene
Arla producerer cirka 70 procent af de yoghurtprodukter, der står linet op i de danske kølediske. De har formået at læse markedet og levere produkter til de trends, der er oppe i tiden.
””On the go” et forholdsvis nyt og stort marked, hvor vi med vores drikkeyoghurt og yoghurt med müsli, mætter forbrugerens behov for et godt mellemmåltid. Det er et eksempel på den måde, vi har brugt yoghurten til at dække nye behov hos forbrugeren” siger Mette Schacht Færch, der er kategorichef hos Arla.
Hun er ansvarlig for de mange yoghurtprodukter, der mætter forskellige behov hos forbrugerne. De fedt- og sundhedsbevidste vælger Arla Cheasy. Driller maven, er det Arlas Culturaprodukter, der trækker. Produktporteføljen bliver ikke mindre i fremtiden.
”Næste skud på stammen er en ny Arla Yoggi serie, der indeholder 30 procent mindre sukker, da vi bruger sødemidlet Stevia, der er udvundet af en plante. Det giver os mulighed for at tilbyde en endnu sundere frugtyoghurt end tidligere” siger Mette Schacht Færch.
Lyst til selv at blande en forfriskende frugtyoghurt? Prøv VoresMad.dks ananasfrisker
Sukkerafgift kan dræbe økologisk yoghurt
Hvis den omstridte sukkerafgift bliver til virkelighed, vil der trække mørke skyer op omkring yoghurtproducenterne. Specielt hos de økologiske producenter bliver en sukkerafgift svær at sluge. De kan nemlig ikke erstatte sukkeret med kunstige sødemidler.
”En sukkerafgift vil give forbrugerne en dyrere yoghurt, og de vil højst sandsynligt skære ned på forbruget. Som økologisk producent kan vi ikke bruge naturlige eller syntetiske sødemidler, da de ikke er økologiske. Derfor vil vores konkurrenceevne blive forringet i forhold til konventionelle yoghurter,” siger Poul Pedersen, der er bestyrer hos Thise Mejeri.
Thise Mejeri har udelukkende økologisk yoghurtproduktion.