Tre dages fest for den nordiske madrevolution

Allerede fra start var der kø ved smagsprøverne. Her er det Danish Crowns kokke, der deler ud til sultne madfestivalgæster (Foto: Peter Biisgaard).
07.09

Food Festival slog i dag dørene op til et rent slaraffenland for madelskere i Aarhus: 132.000 kvm. med kokkeskoler, restauranter, køer, grise, debatter og smagsprøver på kvalitetsfødevarer fra danske producenter.

Ved middagstid i dag strømmede de første gæster ind til en tre dage lang fest for danske kvalitetsfødevarer. For en billetpris på 50 kr. blev folk lukket ind på et festivalområde på 132.000 kvm. med telte, boder, scener og et sandt overflødighedshorn af smagsprøver fra små og store producenter af blandt andet ost, kød, øl, bær, fisk, vin, pølser og fisk.

Food Festival finder sted i weekenden, samtidig med at den aarhusianske festuge brager løs i resten af byen. Det er første gang, at festivalen afholdes i Aarhus, men allerede her på åbningsdagen er arrangørerne overbeviste om, at det bliver en succes.

”Vi har solgt over 6.000 billetter i forsalg. Vores mål er mindst 10.000 gæster, og det når vi rigeligt. Ikke mindst med den fine vejrudsigt for de kommende dage,” siger kommunikationschef Kasper Fogh Hansen fra Food Festival.

Sådan smager en madrevolution
Ifølge arrangørerne er der tale om Nordens største fødevarefestival. Og Kasper Fogh Hansen er ikke i tvivl om, at festivalen er en unik mulighed for få at dykke ned i det nye, danske og nordiske madunivers.

”Først og fremmest tilbyder vi alle mennesker, der interesserer sig for mad, en stor oplevelse. Der er massevis af gratis smagsprøver på et utal af forskellige fødevarer og anretninger, så her har man virkelig chancen for at få opklaret, hvordan den nye nordiske mad smager,” siger han.

”For de meget interesserede er der mulighed for at komme på kokkeskole og lære noget nyt af de dygtigste fagfolk indenfor gastronomien. Andre steder kan man lære at bage brød. Samtidig præsenterer vi også det helt nye og eksperimenterende – for eksempel mad med tang.”

Kasper Fogh Hansen betragter Food Festival som manifestation af danske fødevarers og dansk gastronomis nye position i toppen af den internationale liga.

”Der er kommet en hel anden selvsikkerhed over dansk madkultur i de senere år. Nu tør vi fortælle hele verden, at vi kan lave mad i en enestående kvalitet, og vores fornemme position handler ikke kun om en enkelt restaurant, der har markeret sig. Vi kan præsentere en meget bred vifte af producenter, der fremstiller spændende kvalitetsfødevarer,” slutter han og tilføjer, at ikke færre end 25 udenlandske journalister har meldt deres ankomst til festivalen.

L&F: Samtalekøkken med show og debat
Landbrug & Fødevarer er en væsentlig del af den store madfest. Erhvervsorganisationen stiller op på festivalpladsen med et folkeligt samtalekøkken. Et stort telt, der alle tre dage vil genlyde af dialog, debatter og underholdning krydret med smagsprøver på lækre måltider.

Klokken 16 i dag kan man opleve fødevareminister Mette Gjerskov og næstformand Henrik Frandsen, Landbrug & Fødevarer i en debat om vilkårene for fremtidens fødevareproduktion. Kl. 17 fortæller organisationens adm. direktør Søren Gade om, hvordan han tabte 30 kg og kombinerer et travlt arbejdsliv med en sund livsstil.

I morgen, lørdag, laver tv-kokken Adam Price og journalist Torben Steno mad af kasserede fødevarer fra et lokalt supermarked, mens ernæringsekspert Per Brændgaard fortæller om ’mindful spisning’, mens livsstilseksperten Anne Glad om søndagen giver et bud på nutidens og fremtidens forbrugertrends.

Se hele programmet for Samtalekøkkenet her

”Vi vil gerne i dialog med forbrugerne om danske fødevarer, kvalitet og sundhed. Derfor har vi valgt at stille op med et samtalekøkken, hvor vi byder på debatter med kant. Det bliver helt sikkert underholdende samtidig med, at vi får fortalt om vores erhverv og markeret nogle holdninger. Sidst, men ikke mindst, er det alle tiders mulighed for at høre, hvad folk går og tænker og om dansk fødevareproduktion,” fortæller brand chef Lisbeth Olsgaard, Landbrug & Fødevarer.

Det dog ikke kun ord og holdninger og smagsprøver, som organisationen disker op med. Flere steder på pladsen har man etableret områder med levende køer, kalve og grise, så gæsterne kan få et indtryk af produktionsdyrene i det moderne, danske landbrug. 

Find Food Festivals hjemmeside her

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.