Bornholmergrisen vandt stor smagstest
Grethe Andersen, ernæringsekspert og chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer, var tovholder for konkurrencen. Her står hun med Torben Blok fra Økologisk Landforening. Foto: Skovdal & Skovdal.
10.09
Bornholmergrisen vandt, da Food Festival i weekenden afholdt en stor konkurrence om bedste smag, mørhed og saftighed i danske kvalitetsgrise. Danish Crown har oplevet en firdobling i salg af grisen de sidste fire år.
I slutningen af 2011 kunne chefkok på Restaurant Kadeau, Nicolai Nørregaard, træde øverst på podiet, da han vandt prisen for Årets Ret med Svinekød. Her benyttede han Bornholmergrisen i retten, og nu kan grisen endnu engang lade sig hylde. Denne gang som vinder af Nordic Pork Challenge, der blev afholdt på Food Festival i Aarhus i weekenden. Her konkurrerede den mod i alt otte andre kvalitetsgrise, syv fra Danmark og en fra Sydsverige.
”Jeg kigger på kødstrukturen. Hvor fibrene er markante,” fortalte et af medlemmerne i dommerpanelet, Francis Cardenau, chefkok på Le Sommelier i København, til DR, mens smagskonkurrencen var i gang. Han skulle bedømme smag, saftighed og mørhed hos grisene sammen med resten af dommerpanelet, som primært bestod af gourmetkokke. Selve anonymiteten for hver af grisene var et af de vigtige parametre.
”Vi havde sørget for, at alle mærkerne havde lige store chancer for at vinde. Vi fik leveret hele svinekamme. Der blev skåret koteletter – fra nøjagtig samme sted på kammen – de var tilberedt ens og uden salt, hvorefter en kotelet af hver mærkevare var skåret i skiver og serveret for de seks dommere,” siger Grethe Andersen, chefkonsulent hos Landbrug & Fødevarer.
Læs også:
Bornholmergris kåret som årets svinekødsret
Udvider produktion
I slutningen af august kunne Danish Crown fortælle, at de nu udvider produktionen af Bornholmergrisen på grund af øget efterspørgsel hos forbrugerne. Siden den blev introduceret i 2008 har slagterivirksomheden oplevet en firdobling i salget af grisen og derfor vil de satse yderligere på denne type gris.
”For at kunne følge med forbrugernes efterspørgsel er flere svineproducenter begyndt at producere Bornholmergris, så vi nu er oppe på 12 lokale producenter. Det betyder meget for Bornholm, hvor også medarbejderne på slagteriet i Rønne glæder sig over at slagte og opskære en lokal mærkevaregris, som er blevet så populær, siger salgschef Torben Pedersen fra Danish Crown til Danish Crowns nyhedsbrev.
Tidligere blev Bornholmergrisen kun solgt i landets Kvickly-butikker, men fra slutningen af august blev det også muligt for forbrugerne at finde Bornholmergrisen hos hundrede af landets SuperBrugsen-butikker.
Se Nicolai Nørregaard tilberede Årets Ret med Svinekød på VoresMad.dk