Kinderæg på stærk økodag
28.03
Ved Ejstrupholm åbenbarer sig et Kinderæg med hele tre ting på den store årlige økodag. Køerne kommer på græs kl. 12, et nyt Spor i Landskabet åbner for en ny vandresti og så har en lokal ottendeklasse skabt en energimesse, som fortæller om bæredygtighed og energivenlige løsninger.
En forvildet flok af kvæg, der side om side halser fremefter for at komme på græs, mens støvet står knæhøjt om dem, og de spjætter op i vejret med bagbenene af bar glæde. Den 22. april kl. 12 kan alle interesserede atter engang opleve de forårskåde køer hoppe og springe til årets økodag, hvor køerne får lov at komme på græs igen.
Et af stederne er hos gårdejer Uffe Bie ved Ejstrupholm
”På selve gården vil det være muligt at se køerne blive malket med 3 robotter, klappe kalve og så er der højdepunktet kl. 12, når køerne galopperer ud på marken,” fortæller Uffe Bie, formand for økologisektionen hos Landbrug & Fødevarer og gårdejer ved Ejstrupholm om en del af dagens events. Det er nemlig slet ikke det hele.
Ottendeklasse laver messe
En lokal ottendeklasse har lavet et stort projekt, som også får vinger netop denne søndag. Historien begyndte, da Uffe Bie på et tidspunkt ude og fortælle om økologi og bæredygtighed for sin datters klasse. Det førte kort efter til et forløb, hvor klassen har kombineret køernes dag og en energimesse, som en del af deres nye indsigt i bæredygtighed og energibesparelse.
Se videoer fra økodagen rundt om i Danmark
”På dagen har vi i samarbejde med skolen og det lokale erhvervsliv lavet en udstilling om bæredygtig energi, hvilket blandt andet indebærer en stand, hvor man kan lære en masse om solceller og jordvarme. Derudover kommer der smagsprøver fra Arla og de lokale spejdere, som 2 af vores piger er med i, laver en forhindringsbane, bål og andre aktiviteter. Derudover kan man købe en økologisk pølse lavet af eget kød hos den lokale slagter for blot at nævne noget,” fortæller Uffe Bie, der regner med at hæve besøgstallet i år fra de 700, der har været de seneste par år, til omtrent 1.000 gæster. De er tidligere fortrinsvis kommet for at se de hen ved 225 køer komme på græs.
Nyt Spor i Landskabet
Vil man ydermere gerne kombinere dagen med en frisk vandretur åbner der, samme søndag, en helt ny vandresti, som går forbi gården ved Ejstrupholm. Det er Spor i Landskabet, som opretter gåstier i den danske natur, der står bag projektet, hvor man har forlænget et allerede eksisterende spor, så der var mere at boltre sig på, for de entusiastiske vandrere i lokalområdet.
”I Spor i Landskabet lægger vi vægt på dialog og samarbejde i lokalområdet, hvilket dette spor er et rigtig godt eksempel på. Både lodsejere, borgerforening, elever og lærere fra grundskolen bidrager til at realisere projektet og i fællesskab formidler de landskabet og naturen og skaber adgang til de lokale naturperler. I fremtiden håber vi at flere skoler og private lodsejere vil gå sammen om at lave lignende projekter til glæde for alle,” siger Anders Torpegaard, projektleder for Spor i Landskabet.
Eleverne fra ottendeklassen vil sammen med lokale hjælpe til ved at guide rundt på sporet. Klassen er for sit store initiativ blevet nomineret til den kommunale Innovapris, som uddeles torsdag 19. april (pdf). En pris, der belønner kreativitet og iværksætteri.
Læs mere om økodagen
Savner du inspiration til familiens madpakker til en søndagsudflugt som netop denne, giver voresmad.dk dig her en stribe gode bud på lækker mad, I kan tage med