Finsk forsker skamroser danske madskoler
14.07
En finsk seniorforsker er yderst begejstret for hele grundtanken bag de danske madskoler, som fra denne sommer også er at finde i Finland.
Dublin: ”Det er en forrygende idé og den helt rigtige tilgang. Jeg er meget begejstret for, at de danske madskoler er kommet til Finland.”
Ordene kommer fra Iris Erlund, som er seniorresearcher på National Institute for Health and Welfare i Finland og beskriver de danske Madskoler, som arrangeres af Landbrug & Fødevarer, samt børne- og ungeorganisationen 4H. Tidligere i år blev det afsløret, at 4-5 Madskoler åbner i Finland denne sommer, efter ikke bare dansk forbillede, men skabt præcis som de danske Madskoler, hvor børn i 8-12års-alderen lærer at lave mad på en lærerig og legende måde over fem dage i deres ferie. Og Iris Erlund er mildest talt begejstret for at også finske børn nu får glæde af konceptet.
”De har den helt rigtige tilgang, for der er nogle omgivelser og rammer på madskolerne, hvor børn får lov at prøve ting af under nogle beskyttede rammer. Og får lov at lære om og lave sund mad. Og vi har set masser af eksempler på, at det er rigtig godt for børn at komme tidligt i gang i køkkenet,” siger Iris Erlund.
Læs også:
Danske madskoler åbner i Finland
Handler om at få lov
Hun har selv en datter på 13 år, som har været aktiv i køkkenet siden hun var otte. Datteren har ikke været på madskole, fordi den mulighed ikke var der dengang. Til gengæld har hun været oplært i at lave mad derhjemme.
”Min mands søster underviser i hjemkundskab, og hun har altid ladet børnene lave mad, ladet dem bage og kokkerere ligesom jeg har gjort. Ligesom vi ikke har været for meget efter dem med at vaske op og den slags. Et godt eksempel på den glæde de nu har opbygget ved det er, at min datter ofte tager veninder med hjem, hvor de selv laver mad. Eller at de hver sommer afholder en slags legecafé, hvor de bager, hvad de har lyst til og folk kommer og køber det af dem. Det får de virkelig meget sjov ud af,” siger Iris Erlund.
I Danmark har omtrent 7.000 børn og 1.700 frivillige foreløbigt deltaget i 473 danske Madskoler fordelt over de otte år, skolerne er blevet afholdt. Og det danske koncept er blevet kopieret direkte, således at logo, materialer, brochurer og t-shirts er de samme som i Danmark. Blot skrevet på finsk.