Åbn din egen restaurant på søndag

Her ses et af de nu 400 restaurantkoncepter i Helsinki. (Foto: Heidi Uutela)
17.08

Et finsk koncept, er blevet adopteret af Danmark. På søndag har alle danskere muligheden for at åbne deres egen restaurant, hvor man skal servere mad til tilfældige forbipasserende eller folk, der på forhånd har valgt netop din restaurant.

Spis hotdogs der bliver serveret ud af et vindue på Nørrebro, eller prøv at smag på nogle uzbekistanske nationalretter på Dronning Louises Bro. Mulighederne er mange, når restaurantday inviterer danskerne til at spise mad på hinandens private endagsrestauranter.


”Kreativiteten har frit spil, og jo sjovere et koncept er, desto flere mennesker kommer der og besøger din restaurant,” siger Cathrine Frederiksen, der er en af initiativtagerne til projektet.

Hun har sammen med 10 andre adopteret konceptet i Danmark, hvor de på søndag for første gang opfordrer danskerne til at åbne deres egen restaurant.


Fra Hirtshals til Halmtorvet
Det hele startede i Helsinki, hvor nogle kulturiværksættere gjorde oprør mod den døde take-away kultur, der herskede i byen. Derfor tog de initiativ til at lave en hjemmeside, hvor folk kunne åbne deres egen endagsrestaurant. 10 restauranter var tilmeldt første arrangement, og fire arrangementer efter var der 400 private restauranter, der lavede mad til byens borgere.


”Jeg var i Helsinki på ferie og oplevede restaurantday deroppe, hvor jeg gik rundt til 20 vidt forskellige steder. Jeg tænkte hele tiden, at det kan vi også lave i Danmark, ” siger Cathrine Frederiksen.


Hun tog derfor kontakt til nogle bekendte, og på søndag er der indtil videre 25 private restauranter, der popper op i landet. En i Hirtshals, en på Sydfyn, tre i Aarhus og 20 i København. Koncepterne er forskellige, det samme er priserne, men ens for dem alle er, at de er skabt af private, som har lyst til at servere lækker mad.


”Vi skaber platformen, men det er deltagerne, der skal få det til at lykkes,” siger Cathrine Frederiksen, der opfordrer folk til at donere et eventuelt overskud til et velgørende formål.


På hjemmesiden restaurantday.org kan man tilmelde sit eget restaurantkoncept, og hvis man hellere vil læne sig tilbage og opleve de andres restauranter, så kan man plukke dem ud på et kort, hvor der er en beskrivelse af de forskellige restaurantkoncepter.

Læs også: Krudt og kugler på Christianshavn

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.