2 km gratis medisterpølse på Rådhuspladsen
26.05
Mød op på Rådhuspladsen den 1. juni i tidsrummet 15-18 når Dansk Medisterforening er værter for at servere 2 km gratis medisterpølse på Rådhuspladsen.
Har du ikke hørt om foreningen før, er det såmænd Dagbladet Politikens Bagsideredaktion, der for omtrent to måneder siden stiftede foreningen for at give en håndsrækning til den solide middelklasse, som ”er en af forudsætningerne for et sundt samfund”, som de skriver. I slutningen af maj fik foreningen også et logo, kreeret af Dagbladet Politikens fast tilknyttede tegner Philip Ytournel, og i begyndelsen af juni løber foreningens første arrangement så af stablen.
Til dagen er medisterpølsen leveret af Coop. Claus Meyer tilbereder den, mens den forening, der næsten er navnebror, Dansk Magisterforening, betaler for leje af grillerne.
Læs mere om og bliv fan af selve arrangementet og foreningen via denne Facebookside.
Eller følg løbende med på bagsiden af Dagbladet Politiken, hvor foreningen har været et løbende emne på siderne.