Søndag er Sporenes dag
07.06
Søndag d. 12. juni afholdes den årlige begivenhed Sporenes dag, hvor en række sporejere inviterer ud i naturen til nattergaletur, opera og meget mere.
Frisk natur, græssende geder eller måske gode eksempler på vildt? På søndag er det Sporenes dag, hvor Spor i Landskabet inviterer på guidede gåture 14 forskellige fordelt over hele landet. Her vil sporejere, naturvejledere og andre fortælle om de særlige oplevelser ved det enkelte spor.
Denne søndag er der 14 forskellige steder i landet, hvor du har mulighed for ikke blot at få en naturoplevelse ved at udvælge dig en af de vandrestier, som Spor i Landskabet har udstukket. Der vil også være arrangeret events udover det sædvanlige.
Eksempelvis vil der ved sporet i Herskind være en udstilling om Hertha, Mergelgraven fra 1930'erne og fortællinger om arbejdet med genopretningen af Lyngby Å. Dertil vil der være en ca. 2 timer guidet tur på sporet.
En anden nærliggende mulighed er sporet ved Odderbæk, hvor der vil være musikalske indslag undervejs. En kulturhistorisk oplevelsestur om gravhøje, mosesagn, et gammelt engvandingsanlæg, svenskekrigene og et tidligere dambrug. Det hele krydret med fløjtespil, klassisk musik og opera samt folkemusik. Afslutning med kaffe i konfirmandstuen.
Du kan blive klogere på og udvælge dig en rute via Spor i Landskabets hjemmeside www.spor.dk.
Savner du inspiration til friske madpakker at tage med på turen giver vi dig her nogle gode tips.
Fakta Spor i Landskabet:
Spor i Landskabet hører under Landbrug & Fødevarer og er et fælles projekt mellem friluftsorganisationerne og landbruget om ad frivillighedens vej at etablere vandrestier i det åbne landskab. Dermed får alle interesserede mulighed for at opleve sider af den danske natur, som ellers ikke er tilgængelig for offentligheden.
Sporene bliver lavet på baggrund af en frivillig aftale med lodsejerne, som etablerer vandrestier på deres jord. Et spor kan gå igennem marker, skove, enge og mange andre naturtyper. Ordet ”Landskab” skal dermed altså forstås i bred forstand.