Dansk rogn er nytårsgaver i Japan

Sujiko, hedder en delikatesse, som bliver produceret af ørredrogn, som vist på billedet, masser af salt og hertil nogle ingredienser, som japanerne holder som en velbevareret hemmelighed. Foto: Colourbox.
28.12

Sujiko er en gammel japansk delikatesse, som bliver brugt som gaver især omkring nytår. Men faktisk kommer sujikoen fra danske ørreder.

Omkring 70 japanere har taget den lange tur til Danmark. De arbejder fra starten af november til lidt før jul på at producere en særlig japansk delikatesse, som bliver lavet af frisk dansk ørredrogn. Sujiko hedder den, og den består af ørredrogn og masser af salt – og så nogle hemmelige ingredienser, som kun japanerne kender.

For ikke nok med at japanerne spiser masser af fisk til daglig – de forærer det også væk i gaver. Især omkring nytårstid er det tradition at forære sujiko til slægtninge og bekendte i fjernere dele af landet. Ligesom vi herhjemme forærer hinanden julekurve med julegodter, rødvin og nødder i, har japanere også deres gavekurve. Og hvis man kommer fra det nordlige Japan eller øen Hokkaido, er sujiko en fast bestanddel. Da sujikoen er lagret med en masse salt, kan den sagtens holde sig ved stuetemperatur og bliver på den måde ikke dårlig af at blive sendt tværs gennem landet med posten.

Begyndte i 80erne
”Vi begyndte at producere det herhjemme fra omkring 1983, men det er jo en ældgammel og dyr delikatesse i Japan. I Danmark har vi bare en høj kvalitet af æg, og man kan slagte rognen, når den er perfekt moden, så det er blevet en god forretning. Hvert år bliver der i snit eksporteret omkring 700 tons til Japan,” forklarer Henning Priess, direktør i ørredslagteriet AquaPri i Årøsund, som er et af de steder, hvor ørredernes rogn med hjælp fra 25 japanere bliver til sujiko. Mange af de japanske teknikere har været med siden starten af 80’erne, og det tager lang tid at blive udlært i håndværket. 

Sujiko bliver også produceret med hjælp fra japanere hos tre andre opdrættere i Danmark, nemlig hos Musholm ved Kalundborg, samt hos Snaptun Fisk og Hjarnø Havbrug i Snaptun. Ud over ørredrogn bliver der også eksporteret ørreder til sushi i Japan. Der bliver også produceret en smule ørred-sujiko i Finland samt en del i Rusland, men her bruger man i stedet rogn fra pink laks.

Læs hele historien på FoodCulture.dk

Seneste nyt

Om vores madopskrifter

VoresMad.dk er vores måde at servere viden om maden og opskrifter i øjenhøjde med omtanke. Alle retter er gennemtestede med fokus på smagsoplevelsen og indeholder ikke mere fedt eller kalorier end nødvendigt. Fremgangsmåden er så ligetil som muligt, uden brug af unødvendige ingredienser, for mange gryder eller andet, og så har vi krydstjekket fødevaresikkerheden.

Få opskrifter på e-mail

Meld dit til VoresMad.dk's e-mail Opskriftservice og få inspiration til lækre retter hele året rundt.

Du kan få Opskriftservice 1 eller 2 gange om måneden, som det passer dig bedst.